Igennem flere år har Skagen kirke haft et tilbud om at være med i en Sorggruppe for efterladte.
I gruppen mødes man for at tale om de svære følelser og udveksle erfaringer om det tab man har oplevet. Og Sorggruppen bliver et sted, hvor det er tilladt at tale om det, der stadig gør ondt og om den sorg som fylder så meget.
Erfaringen siger, at der i grupperne opbygges et menneskeligt fællesskab, hvor man føler sig tryg og efterfølgende kan det blive lettere at bære det ubærlige.
Et par tidligere sorggruppedeltagere siger det sådan:
” Sorg påvirker vi mennesker forskelligt …..
Det at deltage i en sorggruppe, gav mig rigtig meget opbakning
og tryghed, vi var alle ligestillede.
Man finder hurtigt ud, af at man ikke er ene i sorgen, der er andre
der har det ligeså dårligt som dig selv.
Der knyttes hurtigt nye bånd og hygge, vi snakkede rigtig godt
sammen, alle forstod bare hinanden, og her kunne vi også både
græde og grine sammen.”
” I Sorggruppen mødte jeg en fantastisk støtte og hjælp, og fandt ud af,
at jeg absolut ikke var den eneste, der var hårdt ramt af sorg og savn…..”
I sorggruppen er der plads til at tale om tabet, få lov til at græde og grine, få lov til at lytte og blive lyttet til. I gruppen kan man også erfare, at man ikke er alene.
Der gives plads til at fortælle om alle de gode minder, man har delt med den, der ikke er der længere. Der er plads til at omgås sorgen og smerten på en måde, så livet ikke går helt i stykker.
Der er også plads til at tale om alle de praktiske gøremål, som den anden altid har taget sig af. Nu er det pludselig en selv, der skal klare det, og hvordan gør man så.
Det kan være svært og tage tid, at finde tilbage til en meningsfyldt hverdag, når man har mistet.
Det, at man i Sorggruppen mødes med andre, der står i samme situation, giver god støtte og måske får man øjnene op for nye muligheder, og nye måder at gøre tingene på, fordi man i Sorggruppen også hjælper hinanden i den nye livssituation.
Til september begynder endnu en Sorggruppe i Skagen kirke og alle der har mistet, og har lyst til at tale med andre om det, er meget velkomne.
Gruppen mødes 7 eftermiddage i alt fra september til december, og første gang er onsdag d. 23. sep. kl. 15.15 – 16.45 i kirkens Sakristi.
Det er Skagen kirkes Kirke – og kulturmedarbejder Anne-Gerda Tvilling der leder gruppen sammen med en af kirkens frivillige.
Det er nødvendigt, at man melder sig til i gruppen og det kan gøres til Anne-Gerda på mail smh@skagenkirke.dk eller mobil; 23 46 03 41.